Dukkehus i 1:12. Oprindeligt et saml-selv-kit fra Dolls House Workshop, kaldet Arkwright's.
Først skulle det være en dameskrædder-butik, men det blev aldrig rigtig indrettet. Det fik lov at stå i nogle år og var tæt på at blive smidt ud, da jeg ikke kunne se idéen med det længere.
Da jeg pludselig fik en ledig periode, fik jeg dog den idé at lave det lille ubrugelige loftsrum om, så der kunne blive plads til møbler m.m.
Loftsetagen er nu bygget om ved hjælp af pap og lister og består nu af tre rum.
P.t. står det og venter på tapetsering og lister m.m.
Undervejs da eksteriøret blev lavet, kom jeg på at lave en hattebutik og jeg havde fundet lidt inspiration ved et besøg i Den gamle by i Århus, hvor der ligger en hattebutik anno 1929.
Da indretningen hele tiden har været ment som Art Deco inspireret indretning, har jeg ladet stue- og 1. salen stå uændret hen. Dvs. næsten. - Der er tilføjet en smule tapet på 1.salen og der skal også en frise tapet på i et andet rum, meget snart.
Så alt i alt vil huset komme til at rumme: stueetage: hattebutik, 1.sal: kontor/hatte-produktion + stue, loftsetage: køkken, kammer og badeværelse.
Her på bloggen har jeg tænkt mig at indsætte fotos af forløbet, efterhånden som det skrider frem, til inspiration for andre gør-det-selv-miniaturister.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar